Læs mere om sygdomme og pleje af dyr:
 
Sår

  1. Alle heste vil på et eller andet tidspunkt opleve at få større eller mindre sår. Når hesten får et sår er der nogle ting som er vigtige at tage stilling til:

           1.       Hvor meget bløder det?
           2.       Hvor stor og dybt er såret?
           3.       Hvor sidder såret?
           4.       Er såret inficeret og hvor gammelt er det?
           5.       Er såret tilstede sammen med voldsom halthed?
          
    Svar: 

           1. Hvor meget et sår bløder kan være rigtig svært at udtale sig om, da opfattelsen vil være meget individuel. Et par dråber blod kan på nogle ejere virke som utrolig meget mens andre er mere hårdføre. En hest på ca. 500kg kan miste 6-8 liter blod uden, at det har større konsekvenser. Bløder hesten meget gælder det om at få stoppet blødningen. Dette kan gøres ved at ligge en trykforbinding på eller binde et viskestykke eller lignende stramt omkring såret. 

            2. Sårets dybde kan ofte være svært at undersøge, hvis hesten ikke er beroliget. Først og fremmest gælder det om at gøre sig klart, om såret er overfladisk eller om det er gået igennem huden. Dette kan fx testes ved at forsøge om man kan få såret til at gabe ved at skille de to sårrander fra hinanden. Såret er selvfølgelig gået gennem huden, hvis man kan se muskulatur eller knogle under. Det er også en stor hjælp at klippe området omkring, så man bedre kan se såret.

             3. Sårets placering er vigtig for hvilken behandling der skal startes. Er såret fx tæt på et led og dyrlægen har mistanke om, at der er kontakt til dette kan leddet trykprøves. Hvis dette er tilfældet skal leddet skylles. Ledskylningen gøres mest effektivt mens hesten er i fuld narkose. Herudover gælder det om at vurdere, om sener eller knogler kan være involveret. Dette er vigtigt for hestens prognose og selvfølgelig også for behandling. 

             4. Når man opdager hesten har et sår gælder det om at holde det rent, så der ikke kommer infektion såret. Dette gøres bedst ved at vaske såret og komme en ren forbinding over, hvis dette skønnes nødvendig. Mange overfladiske sår og småskrammer kræver ikke antibiotika og det er heller ikke nødvendigt at komme salver på. I stedet er det vigtigt at få det vasket godt og som før nævnt og evt. lægge en forbinding på. Før man ringer til dyrlægen er det også vigtigt at tænke over, hvor gammelt såret er. Dette er vigtigt for, hvad der kan gøres. Skal såret syes, skal det som tommelfingerregel være inden 6-8 timer.

             5. Hvis hesten er meget halt samtidig med der er et sår, kan det evt. betyde, at der er et knoglebrud eller seneskade. Ofte vil dyrlægen vente nogle dage med at tage røntgen eller ultralydsscanne, så reaktionerne i området er faldet lidt til ro. Dette bevirker, at brudet eller seneskaden kan være nemmere at se. Andre gange kan hesten også blive utrolig halt kun som følge af slaget og derfor, kan et par dages ro være en god ide.


    Selvom hesten kun har fået en overfladisk skramme kan benet godt hæve ganske meget pga. slaget. Det kan derfor være en fordel at få dyrlægen til at tilse såret, så denne kan give hesten noget NSAID (smertestillende). Dette er med til at dæmpe det inflammatoriske respons som kroppen laver og dermed bliver hævelsen mindre.  Ved slagskader eller forstuvninger skal området køles 15-20 minutter 2-3 gange dagligt. Dette kan evt. gøres med en pose frosne ærter.