| |
|
|
|
En hovbyld kan komme meget akut og din hest kan blive så øm, at det næsten ser ud som om, at den har brækket benet. Årsager til hovbylder kan være mange og ofte vil man ikke finde årsagen. Normalt ligger hestens temperatur fra ca. 37,5ºC til 38,0ºC. Har hesten en hovbyld vil temperaturen i nogle tilfælde stige en lille smule. Der kan desuden være hævelser omkring koden og op langs piben, som følge af infektionen i hoven. Den bedste måde at stille diagnosen er ved at visitere hestens hov (trykke på hoven med en tang), hvilket giver en indikation om, hvor hovbylden sidder. Når området er fundet vil dyrlægen eller smeden forsøge at skære denne ud, så betændelsen kan løbe ud. Efterfølgende skal hoven i varmt sæbebad og der lægges en våd og varm forbinding på hoven. Dette gøres 1-2 gange om dagen til hovbylden er væk. Sæbebad og forbindinger hjælper til at trække hovbylden ud. Når hovbylden er væk kan det somme tider være en fordel at have en tør forbinding på en dag eller to, så der ikke kommer skidt op i hullet. Nogle gange sker det også, at hovbylden kommer ud oppe i kronranden. Er dette tilfældet kan diagnosen være en del sværre at stille, da hesten ikke nødvendigvis er visiteringsøm, men istedet kan være øm i kronranden. Kommer hovbylden ud i kronranden, vil det ofte give et længere forløb end en "almindelig" hovbyld. Det er sjældent, at vi bruger antibiotika til hovbylder, da dette kan forsinke processen med at få tømt bylden. Det er i stedet for vigtigt, at du sørger for, at din hest er stivkrampevaccineret, da den ellers i sjældne tilfælde kan få stivkrampe. |
|
|
|